Medianen lyver, når jeg måler mine Claude Code-sessioner. Den typiske session er ikke blevet længere. Faktisk ser den rå median ud til at være faldet. Men det er den forkerte konklusion, fordi jeg laver langt flere småting nu. Når jeg skiller de hurtige opgaver fra de rigtige arbejdssessioner, dukker mønstret op: de lange sessioner er blevet markant længere, og det er dér det meste af arbejdet ligger. Compact slår ikke clear, fordi alle sessioner skal vare i dagevis. Det slår clear, fordi de få sessioner, der faktisk bærer arbejdet, kun kan eksistere hvis jeg lader dem compacte og fortsætte.
De fleste sessioner er stadig korte
Jeg skrev tidligere, at jeg næsten aldrig clearer min kontekst længere. Det var rigtigt som arbejdsfølelse, men sådan noget skal man passe på med. Følelse er ikke data.
Så jeg trak 569 af mine egne interaktive Claude Code-sessioner fra marts til juni 2026 gennem pks brain. Det er mit eget værktøj, der læser sessionshistorikken og gør den søgbar og målbar.
Det første datapunkt er ret jordnært: de fleste sessioner er korte.
Medianen er 1,3 timer. 45% af sessionerne er færdige på under en time.
Det overrasker mig egentlig ikke, når jeg tænker over min hverdag. Meget af det jeg laver med Claude Code er små rettelser, debugging, en komponent der skal flyttes, en test der fejler, en tekst der skal strammes, et script der skal skrives. Sådan noget skal ikke nødvendigvis leve i tre dage.
Og det er vigtigt, fordi “jeg clearer ikke” ellers hurtigt kan lyde som en eller anden religiøs praksis. Det er det ikke. Hvis jeg åbner Claude Code, fixer én ting på 22 minutter og lukker igen, så er der ikke noget stort princip på spil. Den slags sessioner når aldrig at blive interessante i forhold til compaction.
Det naive svar er forkert
Det oplagte spørgsmål var: er mine sessioner blevet længere?
Hvis jeg bare kigger på rå median for tool-kald, er svaret faktisk nej. Den faldt fra 109 til 58 tool-kald.
Det er præcis den slags tal, der kan snyde. For i samme periode begyndte jeg at bruge Claude Code meget mere. Token-forbruget steg fra 3 mia. i marts til 13,8 mia. i maj.
Så den rå median blander to ting sammen:
Jeg har flere små sessioner.
Og jeg har nogle meget store sessioner.
Når mængden af hurtige opgaver vokser, trækker de medianen ned, selv hvis de seriøse sessioner samtidig bliver længere. Medianen fortæller mig altså noget sandt om den typiske session, men ikke nødvendigvis noget sandt om hvor arbejdet foregår.
Det er lidt irriterende, men også sundt. Jeg kan ikke bare finde et tal, der bekræfter min egen fortælling, og stoppe der.
Når jeg fjerner småopgaverne
For at få et mere ærligt billede lavede jeg en simpel normalisering: jeg fjernede de hurtige opgaver og beholdt kun det, jeg kalder “rigtige” sessioner.
Kriteriet var mindst 20 prompts eller mindst 1 time.
Det er ikke perfekt. En vigtig opgave kan godt tage 35 minutter. En ligegyldig opgave kan godt tage halvanden time, hvis jeg roder. Men som groft filter er det brugbart.
Og så ændrer billedet sig.
Medianen for en rigtig session voksede fra 3,8 timer i marts til 18,3 timer i juni.
Det er hovedpointen.
Den samlede median faldt kun, fordi jeg laver flere hurtige opgaver. Ikke fordi de rigtige sessioner blev kortere. Tværtimod.
Det er også her min oprindelige fornemmelse kommer fra. Når jeg tænker “jeg clearer næsten aldrig”, tænker jeg ikke på en 40-minutters session, hvor jeg retter en import. Jeg tænker på de arbejdsforløb, hvor agenten har bygget kontekst op over timer eller dage, og hvor det ville være dumt at smide den væk bare for at starte “rent”.
Arbejdet bor i halen
Sessionstælling er stadig en lidt flad måde at måle på. En session på 15 minutter og en session på 30 timer tæller begge som én. Det er fint, hvis man vil forstå vaner. Det er mindre fint, hvis man vil forstå arbejde.
Derfor kiggede jeg også på tokens.
Når jeg vægter efter faktisk token-forbrug i stedet for bare at tælle sessioner, bliver halen meget tydelig. Omkring 70% af alt mit token-forbrug i maj/juni sker i sessioner, der kører mere end et døgn. I marts var det 27%.
Det er et ret voldsomt skift.
Det betyder ikke, at 70% af mine sessioner er marathonsessioner. Det er de slet ikke. Det betyder, at de lange sessioner sluger arbejdet. De bliver ved med at læse, skrive, teste, fejle, rette, compacte og fortsætte.
Og det er præcis den type session, jeg ville slå ihjel med en clear.
Nogle gange er clear selvfølgelig fint. Hvis konteksten er blevet giftig, hvis agenten har misforstået projektet, eller hvis jeg selv har skiftet retning for mange gange, så kan det være hurtigere at starte forfra. Men som standard føles clear mere og mere som at fyre en udvikler midt i opgaven, fordi notesbogen er blevet rodet.
Fler-dages sessionerne vokser
Den reneste trend i hele datasættet er andelen af sessioner, der varer mindst et døgn.
Den voksede hver måned: fra 10% til 26% af månedens sessioner.
Det er ikke en subtil bevægelse.
Jeg tror det hænger sammen med, at jeg er blevet bedre til at give agenten arbejde, der kan strække sig. Ikke bare “fix denne fejl”, men “arbejd dig gennem dette område, ryd op, test, dokumentér, og fortsæt hvor det giver mening”.
Når det virker, bliver sessionen en slags løbende arbejdsrum. Den har historik. Den ved hvad vi prøvede for tre timer siden. Den har set testfejlene. Den har lavet mellemregningerne. Den kan vende tilbage til noget uden at jeg skal genforklare det hele.
Det er ikke magi. Det er bare kontekst.
Det jeg ikke kan påstå
Her er den del, der ødelægger den pæne fortælling lidt: jeg compacter ikke mere og mere.
Andelen af sessioner der compactede toppede i april på 46% og faldt derefter til 12–15% i maj/juni.
Så jeg vil ikke påstå, at “jeg clearer mindre og mindre over tid” ud fra de her data. Det kan tallene ikke bære.
En del af forklaringen er nok, at jeg har flere korte sessioner nu. De når aldrig at løbe tør for kontekst, så de compacter heller ikke. Men uanset forklaring er kurven ikke en stigende compaction-kurve.
Det er vigtigt for mig at sige højt, for ellers bliver det her bare endnu et blogindlæg, hvor man vælger den graf, der passer bedst til ens holdning.
Min praksis er ikke: alt bliver længere, alt compacter mere, clear er død.
Min praksis er mere rodet: mange små sessioner, nogle få meget lange, og det meste reelle arbejde i de lange.
Halen er absurd
Den mest ekstreme session i datasættet kørte 478 timer. Cirka 20 dage.
Den compactede 66 gange og voksede til 71 MB.
Hver prik er en session. Compactions klumper sig på den anden side af 24-timers-linjen — og den ene yderlighed kørte 478 timer og compactede 66 gange.
Det er en latterlig session. Ikke nødvendigvis noget jeg vil anbefale som ideal. Men den viser grænsen for, hvad der overhovedet er muligt, når man ikke clearer.
Sådan en session kan man ikke have, hvis man rydder konteksten mellem opgaver. Den findes kun, fordi den fik lov til at overleve sine egne compactions.
Og ja, den slags har risici. Lang kontekst kan bære gamle antagelser med sig. Agenten kan blive hængende i et spor. Man skal stadig læse diffet, køre tests og selv tage ansvaret. Compact er ikke en undskyldning for at slå hjernen fra.
Men hvis alternativet er at starte blankt igen og igen, mister man også noget: kontinuitet.
Konklusionen
Medianen lyver, hvis jeg bruger den alene. “Mine sessioner er blevet længere” er kun sandt for halen, ikke for den typiske session.
De fleste af mine sessioner er stadig korte, hurtige opgaver. Det skal de være.
Men en håndfuld marathonsessioner laver det meste af det reelle arbejde. Og de findes kun, fordi jeg lader dem compacte i stedet for at cleare.
Så min opdaterede påstand er mere præcis end den gamle:
Compact slår clear, ikke fordi hver session skal være lang, men fordi de vigtige lange sessioner dør, hvis jeg clearer dem.