ultracode blev et verbum

Jeg opdagede det i fingrene

For en måned siden skrev jeg “brug ultracode og workflows til at undersøge det her”. I dag skriver jeg bare “ultracode en analyse”.

Samme værktøj. Samme max-effort, samme multi-agent Workflows. Men ordet har flyttet sig i sætningen — fra noget jeg beskriver til noget jeg gør.

Jeg har brugt ultracode bevidst, siden det kom. Det nye er ikke, at jeg bruger det. Det nye er, at det er blevet et verbum, jeg taster uden at tænke over det. “ultracode det her”. Som “grep”, “dockerize”, “deploy”, “refactor”.

Det fik mig til at tælle efter.

Ikke fordi 38 prompts er statistik med hvid kittel. Men fordi sproget afslører vaner før kalenderen gør.

Hvad ultracode er

Jeg skrev første gang om det i Én prompt, et helt hold, hvor jeg testede ultracode på en 404-side og så Claude Code arbejde mere som et lille hold end som én assistent.

Kort version: ultracode er min betegnelse for Claude Codes max-effort kombineret med multi-agent Workflow-tilstand. Altså xhigh effort plus dynamisk orkestrering af flere agenter, der kan undersøge, bygge, sammenligne og syntetisere parallelt.

Det startede som en indstilling.

Det er stadig teknisk set en indstilling.

Men det er ikke sådan, jeg bruger ordet længere.

Jeg gravede i loggen

Alle mine prompts logges lokalt i pks brain. Det er ikke et pænt datasæt. Det er rå udvikler-hverdag: kommandoer, afbrudte tanker, gentagelser, streaming-dubletter, lange continuation-summaries og de prompts, jeg faktisk selv tastede.

I perioden 29. maj – 26. juni 2026 optræder ultracode i 163 prompts.

Efter oprydning var 38 af dem rigtige, selv-tastede asks. Resten var støj fra streaming, continuation-summaries og logmekanik.

De 163 forekomster var spredt over 54 forskellige sessioner.

Jeg brugte ultracode på 24 ud af de cirka 28 dage i perioden.

Og det var ikke ét projekt. Det var spredt over 20+ underprojekter i samme repo: kitchen, dronepoul, agent-share, kreds1-talk, www-site, pks-cli, linkedin og flere andre.

Det interessante er ikke kun hvor ofte. Det interessante er hvor bredt.

Research dominerer stadig.

Det giver mening. Multi-agent Workflows er stærke, når der er flere kilder, flere fortolkninger og et behov for at destillere. Det er billigere at sætte fem agenter til at læse bredt end selv at åbne 27 tabs og lade som om, man har overblik.

Men tabellen viser også noget andet: ultracode er begyndt at lække ind i almindeligt produktarbejde.

UI. Dokumentation. Releases. PRD. Refactor. E2E-verifikation.

Ikke kun “find noget for mig”.

Også “tag ansvar for et stykke arbejde”.

Fra indstilling til verbum

Jeg klassificerede også selve formen. Ikke bare hvad opgaven var, men hvordan jeg brugte ordet.

Ud af de 38 selv-tastede asks var ultracode:

Det er her, det skifter.

I starten er ordet emnet. Jeg taler om værktøjet. Jeg beder systemet om at bruge ultracode. Jeg beskriver mekanikken.

Senere bliver ordet en handling.

Den korteste form er også den mest afslørende.

Det er ikke pænt engelsk. Det er ikke en poleret prompt. Det er præcis derfor, den er interessant.

Jeg forklarer ikke modellen, hvad ultracode er. Jeg bruger det som et verbum og forventer, at konteksten bærer resten.

Det samme sker her:

Det ligner ikke en “AI prompt”. Det ligner en besked til en kollega, mens jeg allerede er på vej videre.

Der er stavefejl. Der er blandet dansk udviklerhjerne og engelsk projektjargon. Der er ingen systematisk prompt engineering.

Bare: ultracode en review.

Det er den slags sproglig mutation, jeg lægger mærke til. Ikke fordi den er smart. Men fordi den er ægte.

Når et værktøj bliver til et verbum i ens eget sprog, er det ikke længere noget, man bevidst vælger hver gang. Det er blevet en motorisk genvej.

Det er ikke kun research

Den nemme fortælling ville være, at ultracode er min research-knap.

Det er delvist rigtigt. 14 af de 38 asks er research.

Men det er ikke hele billedet.

En af de mere interessante kategorier er gap-analyse. Ikke “hvad er den bedste løsning?”, men “hvor er vores egen praksis ikke konsistent med det, vi tror vi gør?”

Her er en af de mest meta prompts:

Det handler ikke om kode i snæver forstand.

Det handler om release-flow, dokumentations-ejerskab og om sandheden bor i produktrepoet eller på websitet.

Det er den type arbejde, der ofte falder mellem stole. For teknisk til at være ren projektledelse. For organisatorisk til at være ren implementering. For kedeligt til at man frivilligt sætter sig ned og tegner hele kæden op.

Det er et godt sted at bruge flere agenter.

En anden prompt viser noget endnu vigtigere: tillid.

Dette er halen af en længere prompt. Det er ikke starten. Det er den afsluttende ordre, hvor jeg ikke bare beder om kode, men om bevis.

“Ultracode this until you can prove it work”.

Det er grimt formuleret. Men intentionen er præcis.

Ikke: “lav et forslag”.

Ikke: “skriv en plan”.

Ikke engang bare: “implementér det”.

Men: arbejd dig igennem problemet, byg det, kør testen, dokumentér beviset med screenshots ved nøglesteder i flowet.

Det er en anden kontrakt.

Jeg beder ikke modellen om at være kreativ. Jeg beder den om at reducere usikkerhed.

Og ja, research-formen er der stadig. Den er nok den mest klassiske:

Det her er den gamle form: “Use ultracode to research…”

Værktøjet nævnes eksplicit. Opgaven er bred. Der er et beslutningsrum: købe certifikat, finde billigste løsning, undersøge om vi kan bygge noget selv.

Det er en oplagt ultracode-opgave.

Men forskellen er, at jeg ikke længere kun bruger ultracode til de oplagte opgaver.

Jeg bruger det også til små reviews. Til dokumentationsspørgsmål. Til grafer. Til at sammenligne release-praksis. Til en UI-retning. Til at presse en feature hele vejen til e2e-bevis.

Jeg er langsomt holdt op med at skelne mellem “stor opgave” og “lille opgave”.

Ikke fordi alt fortjener fem agenter.

Men fordi friktionen ved at sætte dem i gang er faldet nok til, at spørgsmålet har ændret sig.

Før: “Er denne opgave stor nok til ultracode?”

Nu: “Er der noget her, som bliver bedre af parallel undersøgelse, kritik eller verificering?”

Det er et mere nyttigt spørgsmål.

Kadencen var ikke en pæn kurve

Jeg ville gerne kunne skrive, at brugen steg jævnt uge for uge.

Det gjorde den ikke.

Det er ikke en vækstgraf.

Det er en læringsbølge.

Ugen 2. – 8. juni var den store eksploration. Det var dér, jeg prøvede grænserne af. Hvad sker der, hvis jeg sætter flere agenter på research? På design? På en salgs-landingpage? På dokumentation? På et produktspørgsmål?

Så faldt brugen.

Det er også vigtigt.

Når noget nyt virker, bruger jeg det ofte for meget i nogle dage. Ikke fordi det er rationelt. Fordi jeg er ved at danne en model af, hvor det passer ind.

Efter den første bølge kom der mere almindelig rytme. 3 asks ugen efter. Så 9 i den længere sidste periode.

Det er ikke “mere hver dag”.

Det er mere ærligt at sige: ultracode er nu fast i værktøjskassen.

Ikke som hammeren til alt.

Men som den ting, jeg rækker ud efter, når opgaven har flere blinde vinkler end én samtale kan bære.

Det mest meta ved optællingen

Der er en lille ironi i metoden.

Jeg talte ikke alt dette i hånden.

Jeg gravede i pks brain og lod selve analysen køre som et ultracode-Workflow: 5 agenter, der klassificerede alle prompts, fjernede logstøj og syntetiserede mønstrene.

Et indlæg om Workflow, researchet med et Workflow.

Det er både praktisk og lidt afslørende.

For det var ikke kun resultatet, der viste vanen. Det var også processen. Jeg havde et datasæt med rod, dubletter og uklare grænser. Min første impuls var ikke at åbne et spreadsheet og stirre på det alene.

Min første impuls var: ultracode det.

Det er nok den bedste definition, jeg har lige nu.

Ultracode er ikke længere bare xhigh + dynamic workflow orchestration.

Det er blevet et verbum i mit eget arbejdssprog.

Og når et værktøj bliver et verbum, er det holdt op med kun at være et værktøj, man vælger.

Det er blevet en standardmåde at tænke arbejde på.

Del af #100DaysToOffload — dokumentering af agentic development i 2026