I april 2025 havde jeg passeret 300+ AI-assisterede kodesessioner. Dybt nede i Cline, hundredvis af weekendprojekter sendt i produktion, og Karpathy havde lige opfundet udtrykket "vibe coding". Tingene bevægede sig hurtigt. Jeg var ved at bygge en MCP-klient, eksperimenterede med nye frameworks, og fulgte to helt nye protokoller opstå i realtid: Model Context Protocol-servere (der endelig vandt fodfæste med HTTP-support) og Googles splinterny A2A-protokol til agent-til-agent-kommunikation.
Dette afsnit dokumenterer det øjeblik — stående i krydset af flere nye standarder og forsøger at give mening til, hvilke frameworks der holder, og hvilke der ikke gør.
2025-04-11 · 1:06:38
Højdepunkter fra Afsnittet
1. Fra "AI retter min kode" til "jeg shipper uden at kigge" (3:00–5:00)
Den rejse, jeg har været på de seneste måneder, overraskede mig selv. I december brugte jeg timer på at rette og forfine AI-output. I april havde jeg vendt det fuldstændigt. Jeg lukker øjnene og trykker ship. Jeg lader AI bygge weekendprojekter, deploye dem live med en håndfuld brugere og validere i produktion. Økonomien har ændret sig så radikalt, at perfektionisme er blevet en hæmsko. Man kan iterere hurtigere end man kan planlægge.
2. PRD-drevet udvikling og test-first workflows (6:50–9:10)
Jeg har eksperimenteret med en Product Requirement Document-generator, der tager en simpel appbeskrivelse og spytter strukturerede krav med acceptance criteria ud. Så feeder jeg det direkte ind i AI. Drømmen — stadig kun en drøm — er TDD, hvor AI genererer dine testcases fra kravene, implementerer koden og derefter regenererer testcasene i næste iteration. Hvis alle tests består, kan din kodebase se fuldstændig anderledes ud, men den er stadig valid. Det er et paradigmeskift.
3. MCP-servere blev web-venlige (17:00–21:00)
MCP har eksisteret siden november, men stødte på en mur: den kørte kun over stdin/stdout, hvilket betød at clone repos lokalt, køre npm builds og holde servere kørende på sin maskine. I de seneste uger kom HTTP-support. Det ændrer alt. Pludselig kan jeg hoste en MCP-server på Cloudflare. Jeg kan bygge en "MCP-klient" (som reelt bare er en chat-UI), der opdager og kalder fjernservere. Deployment-historien gik fra hobbyist til produktionsklar i én opdatering.
4. Middleware-spørgsmålet: Er MCP-servere bare proxies? (20:00–24:00)
Det er det, jeg kæmper med: Er MCP-servere bare tynde wrappers over REST APIs? Eller er de noget mere intelligent? Jeg tænker hele tiden på at bygge middleware — smarte adaptere, der sidder mellem agenten og de underliggende systemer. Servere der forstår kontekst, håndterer rate limiting, måske laver lidt ræsonnering om, hvilket værktøj agenten faktisk har brug for. Specifikationen er klar på "hvad", men "hvorfor" og "hvor dybt" spørgsmålene er stadig åbne.
5. A2A: Den nye protokol ingen helt forstår endnu (40:17–44:30)
Google annoncerede A2A (Agent-to-Agent)-protokollen sammen med en koalition af 50+ virksomheder. Den er designet til at lade agenter opdage og samarbejde med andre agenter. MCP er værktøjscentreret — "hvordan tilgår jeg eksterne systemer?" — men A2A er agentcentreret — "hvordan finder og delegerer jeg til andre agenter?" Den introducerer agent cards (metadata hostet på /.well-known/agent.json), discovery og support for langkørende tasks. Konkurrerer den med MCP eller er de komplementære? Google siger begge kan leve side om side, men det rigtige spørgsmål er: hvem bygger infrastrukturen, og har nogen startup lyst til at være den ene-sande-A2A-registrering?
6. Fremtidens ansættelser er måske den mest skræmmende del (13:00–14:30)
Min kone — ingen kodningsbaggrund overhovedet — begyndte at vibe-code med Cline. Hun sendte features i produktion. Hun gik i stå nogle gange, havde brug for 30 minutters hjælp, men kom overvejende fremad. Om ét år, hvad gør vi så med tilstrømningen af ikke-udviklere, der kan bygge? De udviklere der overlever, vil ikke være dem der koder hurtigere; det vil være dem der evaluerer hurtigere. De kan se på output, spotte problemer, korrigere kursen. Det er superkraften.
Sammenhængen
Dette afsnit sidder ved et vendepunkt i 100-dages rejsen:
- Fra vibe coding til frameworks — Jeg havde valideret, at lukke-øjnene-og-shippe faktisk virker. Nu: hvilke værktøjer, protokoller og orkestreringsmønstre vil holde?
- MCP som infrastruktur — Ikke mere et legetøj eller et forskningsprojekt. Rigtige deployment-muligheder. Rigtige spørgsmål om sikkerhed, discovery og integration.
- A2A-wildcarded — Google der smider en ny protokol ind i et rum, der næppe har plads til én, er enten det klogeste eller det mest forvirrende træk inden for AI-infrastruktur i år.