Når AI kan bygge det hele, hvad er der så tilbage til konsulenten?

Klokken 23.21 i sommerferien sad jeg og tegnede på mit hus sammen med Claude.

Ikke fordi jeg er dygtig til det. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg laver.

Men den leverede skitser i en kvalitet, hvor jeg faktisk begyndte at forstå udfordringerne i det, vi tegnede. Den var tilgængelig, præcis da idéen og energien var der. Ingen leverandør ville arbejde på det tidspunkt, i det tempo og til den pris.

Det er en af de største trusler, jeg ser fra AI mod mit eget arbejde: ikke kun kvaliteten, men tilgængeligheden.

I de sidste syv år har en stor del af mit arbejde handlet om at hjælpe virksomheder med at effektivisere gennem IT. Meget forenklet har arbejdet været delt i to: Først at forstå kundens behov og hjælpe med at træffe de rigtige beslutninger. Derefter at omsætte beslutningerne til software.

Men hvad sker der med den forretningsmodel, når kunden kan begynde selv klokken 23.21?

What og How

Vi har opdelt processen i et What spec og et How spec.

Mit fokus er lige nu næsten udelukkende på What: Hvad skal bygges? Hvorfor skal det eksistere? Hvilken værdi skal det skabe? Hvilke beslutninger skal træffes?

How handler om, hvordan løsningen implementeres. Her har AI allerede vist, at den kan overtage langt mere, end jeg troede var muligt for bare få år siden. Samtidig har jeg to års erfaringer, principper og tekniske specifikationer, som kan give den retning.

Agentics er mit praktiske laboratorium for det spørgsmål. Et sted, hvor jeg kan udfordre mine egne antagelser og afprøve AI-native softwareudvikling i praksis. Ikke endnu et værktøj oven på Azure DevOps, Jira, kravmøder og traditionelle udviklingsprocesser, men en platform designet til en fremtid, hvor AI leverer en stor del af arbejdet.

Og her opstår mit dilemma.

De bliver ikke erstattet. De bliver fravalgt.

Arkitekter og byggerådgivere bliver ikke nødvendigvis erstattet af AI. Men de bliver fravalgt af mennesker som mig, der tidligere ville have ringet til dem.

Det samme kommer til at ske i software.

Gennem en styret AI-proces kan en kunde selv arbejde sig frem til, hvad vedkommende ønsker. Ikke efter tre workshops og et kravdokument, men hjemme fra sofaen, mens idéen stadig føles presserende eller fantastisk.

Der er meget kort fra:

Det er faktisk dét her, jeg gerne vil have.

til:

Kan du bygge det?

Vi ved godt, hvad AI'en vil svare. Og hvor mange mennesker vil sige nej til det tilbud?

Den afgørende forskel er, at mine fritidstimer ikke koster penge op af lommen. Jeg kan investere aftener og weekender, lære undervejs og komme overraskende langt uden først at godkende et tilbud.

Det er ikke kun AI'en, der er disruptionen. Det er, at arbejdet flytter sig fra betalte leverandørtimer til timer, kunden selv er villig til at bruge.

De sidste 20 procent

Så skylder jeg at være ærlig om regnskabet.

Jeg har kun kradset i overfladen. Jeg er måske 80 procent i mål, og fra mine egne vibe-projekter i software ved jeg præcis, hvor dyre de sidste 20 procent kan blive.

En arkitekt havde sandsynligvis fanget mine fejl langt tidligere. Jeg brugte en hel dag på at rette konstruktionsfejl, så huset rent faktisk kunne bygges — i den tro, at jeg nu havde fundet dem alle.

Det kan blive som at bygge sit første badeværelse selv. Man opdager først bagefter, hvorfor erfaring, håndværk og de rigtige beslutninger havde værdi. Anden gang betaler man måske gerne en fagperson for at få det gjort ordentligt.

Men software er ikke et badeværelse. Fejlene er ikke altid synlige, og det kan tage lang tid at opdage, at man har bygget den forkerte løsning. Når det sker, har løsningen måske allerede ændret arbejdsgange, data og organisation.

For selv når det bliver næsten gratis at bygge — tokens koster trods alt stadig — kan det blive dyrere end nogensinde at bygge det forkerte.

Det dyre er overleveringen

Der er også en anden omkostning, som er let at overse.

Det, der reelt koster i et traditionelt projekt, er ikke kun timerne til at bygge. Det er overleveringen: al den tid, der går med at flytte viden, kontekst og beslutninger fra kunden til leverandøren.

Hvis rammerne ikke er tydelige nok til, at leverandøren selv kan træffe beslutninger, skal hver detalje afklares. Det er derfor, to tilbud på den samme opgave kan se vidt forskellige ud. Den ene leverandør har regnet alle afklaringstimerne med. Den anden tør træffe beslutningerne selv og tilpasse undervejs.

Kunden ser prisforskellen og synes, at den første er dyr. Kunden kan jo selv komme langt nu.

Det er et stort uløst problem. Hvordan giver vi en ekspert nok kontekst og klare nok rammer til, at vedkommende kan overtage uden at begynde forfra?

Mit håb med huset er, at de meter, jeg selv løber, føles som en depeche, der bliver afleveret i fuld fart. Ikke som noget, en arkitekt senere skal lave om.

Konsulentens nye produkt

Jeg tror stadig, at kunder vil have hjælp til at træffe de rigtige beslutninger. Det er reelt en stor del af det, de altid har købt: erfaringen, der opdager konsekvenserne, før de bliver dyre.

Men jeg ved ikke, hvor stor en del af implementeringsforretningen der bliver tilbage.

Måske er det derfor ikke konsulenten, der forsvinder, men konsulentens nuværende produkt.

Hvis produktion af kode ikke længere er den primære knaphed, flytter værdien sig. Fra implementering til dømmekraft. Fra at kunne bygge løsningen til at forstå konsekvenserne, udfordre antagelserne og hjælpe kunden med at vælge den rigtige løsning.

Fremtidens konsulent sælger måske ikke primært timer og kode.

Måske sælger vi dømmekraft, konsekvensforståelse og ansvar. Måske bliver vores vigtigste evne at kunne tage depechen i fart: forstå de valg, kunden og AI'en allerede har truffet, opdage fejlene og føre arbejdet sikkert de sidste 20 procent i mål.

Spørgsmålet er, om kunderne forstår værdien, før de har bygget deres første AI-genererede badeværelse.