December 2024 — Januar 2025
Det var den 23. december 2024 — to dage før jul — og jeg skulle egentlig have tromlet ned. I stedet sad jeg og genererede 10 websites i parallel.
Ikke fordi nogen havde bedt mig om det. Ikke fordi jeg havde en deadline. Men fordi jeg var stødt på noget, der tændte en gnist i hjernen på en måde, som ikke var sket siden jeg lærte at kode som 13-årig på fars computer tilbage i 1993.
Den post, jeg skrev den aften, var nærmest ligeglad: "Nogle taler om, at udviklingskostninger bliver lave med AI — jeg har ikke helt besluttet mig endnu, men jeg er sikker på, at tingene ændrer sig." Så listede jeg 10 website mockups op, alle første response fra en AI prompt, skabt i parallel på omkring 10 minutter for 2 dollars. The Thoughtful Minimalist. The Personal Story Teller. The Modern Luxury. Ti variationer, nul udviklere ansat.
Jeg endte posten med et spørgsmål: hvilken er bedst? Men det rigtige spørgsmål, jeg stillede mig selv, var meget større: hvad betyder det her for, hvad jeg lever af?
Baggrunden som ingen fortæller dig om
Jeg skal lige tage et skridt tilbage. Jeg hedder Poul Kjeldager Sørensen, og jeg har bygget software professionelt i over to årtier. Jeg arbejder hos Context& (tidligere Delegate) i Danmark, hvor vi hjælper virksomheder med at blive mere effektive gennem IT. Jeg har gjort alt fra at bygge software til ESA (European Space Agency) til at konsultere på Power Platform-projekter. Jeg er ikke en hobbyist, der opdagede kodning gennem ChatGPT — jeg er en erfaren udvikler, der opdagede, at hele håndværket var ved at blive transformeret.
Det kontekst betyder noget, fordi historien, jeg er ved at fortælle dig, ikke er "ikke-teknisk person opdager, at AI kan kode." Det er "erfaren udvikler opdager, at AI kan kode på et niveau, der ændrer økonomien for hele professionen."
Julemånederjulekaninen
Det jeg fandt hen over juleferien var Bolt.new. Og Lovable. Og v0. Og Anthropic Console. Hver enkelt lod dig beskrive, hvad du ville, i helt almindeligt sprog, og så så du arbejdende software dukke op. For nogen, der havde brugt 20+ år på at oversætte idéer til kode gennem omhyggelig arkitektur og manuel implementering, var dette... desorienterende.
Jeg startede med simple ting. En landing page her. En prototype der. Men feedback-løkken var vanedannende — beskrive, generere, iterate, ship. Da nytår kom rundt, havde jeg tabt oversigten over, hvor mange sessioner jeg havde kørt. Værktøjerne var ikke perfekte. Koden var ikke altid ren. Men hastigheden var noget, jeg aldrig havde oplevet.
Det, der gjorde det anderledes end for eksempel at bruge en template eller en page builder, var fleksibiliteten. Jeg var ikke begrænset af andres layout. Jeg var ikke ved at trække og slippe komponenter ind i forudbestemte slots. Jeg beskrev, hvad jeg ville — med hele en professionel udviklers forstandsv — og fik noget tilbage, der stort set virkede.
Det øjeblik det klikker til
Der er en særlig fornemmelse, når du har bygget software i årtier, og du pludselig indser, at værktøjerne er glidet under dine fødder. Det er ikke akkurat spænding — det er mere som svimmelhed. Spørgsmålet "Kunne jeg have løst det her for 5 år siden med HTML-templates og noget string replace?" gik gennem mit hoved tidligt. Svaret var ja, teknisk. Men "teknisk muligt" og "faktisk praktisk" er adskilt af en Canyon af indsats.
Det, AI gjorde, var at styrte den Canyon sammen. Den kognitive belastning af at gå fra ide til arbejdende prototype faldt fra dage til minutter. Ikke fordi AI'en var klogere end mig — det var den ikke — men fordi den kunne lave det kedelige oversættelsesarbejde ved maskinhastighed, mens jeg fokuserede på hvad jeg skulle bygge i stedet for hvordan.
Hen imod slutningen af december genererede jeg A/B-testvariationer til en pris af 2 dollars. Idéen om at betale udviklere for at bygge 10 versioner af noget havde altid været absurd. Nu var det trivielt.
Hvad jeg ikke vidste endnu
Den 23. december 2024 havde jeg ingen idé om, at to måneder senere ville Andrej Karpathy tweete om "vibe coding" og give navn til det, jeg var ved at gøre. Jeg vidste ikke, at inden for seks måneder ville jeg logge over 1.000 kodingsprompts. Jeg vidste ikke, at jeg ville ende med at bygge tools til at bygge tools, køre bi-ugeligt live coding-sessioner, eller seriøst overveje, om jeg var ved at kode mig selv ud af et job.
Jeg vidste heller ikke om Cline — min første Cline-prompt kom ikke før den 4. februar. Eller Claude Code, som ville ankomme den sommer og ændre alt igen. Eller at jeg til sidst ville opdage multi-agent workflows og begynde at tænke på softwareudvikling som noget, der helt kunne være autonomt.
Alt jeg vidste den 23. december var, at jeg havde brugt 2 dollars og 10 minutter og havde 10 websites, der hver især individuelt ville have taget en udvikler mindst en dag.
Kaninen var åben. Og jeg faldt allerede ned.
Næste: 300 Sessioner og Tælling → — Deep dive-fasen, februar til april 2025, hvor jeg gik fra nysgerrig til besatt.
Dette er del 1 af en 10-delt serie, der dokumenterer min rejse fra traditionel softwareudvikler til agentic AI-udvikler, december 2024 – marts 2026. Alle datoer og citater er hentet fra mine LinkedIn-opslag i denne periode.
