September – November 2025
Der har været en stille periode. Nu lad mig fortælle dig hvorfor. Jeg tror ikke der sker noget nyt.
Sådan brød jeg stilheden efter næsten tre måneder med reduceret posting. Ikke fordi jeg var holdt op med at bygge. Jeg byggede mere end nogensinde. Men discovery fasen var over. Hvad erstattede det var noget mindre glamorøst og mere produktivt: applied routine.
Når Revolution Bliver Rutine
Overgangen fra "det her er utroligt!" til "det her er bare sådan jeg arbejder nu" skete så gradvist at jeg næsten missede det. En dag postede jeg begejstret om hvert nyt trick jeg havde opdaget. Den næste dag brugte jeg bare... værktøjerne. Sådan som du bruger en hammer. Du poster ikke omkring hver søm.
Posting gabet fra september til november var ikke writer's block. Det var tilfredshed. Værktøjerne virkede. Mit workflow var etableret. ADR'erne akkumulerede. Context management var second nature. Jeg producerede mere software end nogensinde før, med mindre friktion og færre overraskelser.
Og jeg var træt af at tale om det.
Hvad Skiftede Under Overfladen
Mens jeg var stille på LinkedIn skete flere ting:
AI coding blev professionelt. Jeg brugte ikke længere bare AI på hobby projekter og prototyper. Hos Delegate (nu Context&) integrerede jeg aktivt disse værktøjer i client arbejde. Dynamikkerne var anderledes — flere constraints, flere krav til kvalitet, flere stakeholders — men den fundamentale tilgang var den samme. Gode prompts, godt kontekst, god iteration.
Teamet begyndte at bemærke det. Kollegaer der havde været skeptiske eller nysgerrige begyndte at have deres egne "magic moments" — første gang AI'en producerer noget der får dig til at læne dig tilbage og tænke "vent, kan det gøre det?" Jeg havde min i december. De havde deres ni måneder senere. Adoption kurven var rigtig.
Regler slår intelligens. Mit eksperiment med Gemini Flash — den billige model der performede sammenlignelig med dyre når den fik nok regler — ved ved at bevise sig selv. Projekt efter projekt fandt jeg at investering i klare regler, grundige ADR'er, og veløet struktureret kontekst betød mere end hvilken model jeg kørte. Det var stille revolutionary men ikke særlig postable.
Omkostningen af Plateauet
Plateauer føles som fejl hvis du er afhængig af progress. Efter måneder med konstant opdagelse — nye værktøjer, nye teknikker, nye muligheder — føltes plateauet fladt. Hvor var den næste breakthrough? Hvor var den næste dopamine hit?
Jeg måtte omkalibrere hvad "progress" betød. Progress var ikke at lære et nyt værktøj hver uge. Progress var at shippe faktisk software. Progress var at mine kollegaer begyndte at bruge AI effektivt. Progress var arbejdet der blev gjort hurtigere uden dramas.
Plateauet var ikke et stop. Det var en launch pad.
Hvad Jeg Byggede (Stille)
I løbet af disse måneder uden at poste om det:
- Fordybede ADR biblioteket på tværs af flere projekter
- Refinerede et personligt sæt af regler for AI coding der virkede på tværs af modeller
- Begyndte at bruge AI i faktisk Delegate consulting engagements
- Byggede interne værktøjer som ingen så men alle brugte
- Fandt ud af linjen mellem "lad AI handle det" og "det her skal have en menneske"
Det sidste punkt fortjener vægt. Efter 10 måneder med at pushe AI til at gøre mere og mere havde jeg udviklet en fornemmelse for grænserne. Ikke de teoretiske grænser debatteret på Twitter, men de praktiske grænser du kun opdager ved at pushe. AI'en var udmærket til translation (at vende klare krav til kode), god til variation (generere alternativer), og dårlig til judgment (at beslutte hvad der skulle bygges).
Judgment delen var — og er stadig — fast menneskelig område.
Industrien Indhenter
Mens jeg var hoved ned og byggede, indhentet industrien. AI coding gik fra "interessant eksperiment" til "strategisk imperative" for mange organisationer. Enterprise adoption startede for alvor. Samtalerne skiftede fra "skal vi bruge AI til kodning?" til "hvordan bruger vi AI til kodning i stor skala?"
Artikler og studier ved ved at dukke op og prøvede at kvantificere produktivitetsgevinsten. Nogle sagde 10x. Nogle sagde næppe noget. Jeg kunne se sandhed i begge dele, og jeg skrev om det senere: gevinsten afhang helt af hvad du målte. Linjer af kode? Enormt gevinst. Shipper features? Moderat gevinst. Business outcomes? Stadig uklart.
De frontrunners — mennesker som mig der havde hoppet ind tidligt — opererede i en anden virkelighed end mainstream. Vi havde allerede absorberet læringskurven. Vi havde allerede fundet vores workflows. Vi var produktive. Men vores organisationer havde ikke fundet ud af hvordan de skalerede hvad vi havde lært.
Det ville være 2026's udfordring.
At Bryde Stilheden
Når jeg endelig skrev igen, var det om den næste fase: agentic development. Plateauet havde ikke været et stop — det havde været en transition. Fra "person som bruger AI værktøjer" til "person der bygger AI-integreret systemer."
Ordforråds skiftet fra "vibe coding" til "agentic development" var mere end semantik. Vibe coding handlede om mig og AI'en, arbejdende sammen interaktivt. Agentic development var omkring at bygge systemer hvor AI'en kunne arbejde uafhængigt, inden for guardrails jeg havde sat op, på opgaver jeg havde defineret.
Plateauet var hvor jeg lærte at stole på AI'en nok til at slippe tastaturet.
Næste: Agentic Development i 2026 → — Den næste grænse: AI agenter der tester, deployer, og debugger deres egen kode.
Dette er del 7 af en 10-delt serie der dokumenterer min rejse fra traditionel softwareudvikler til agentic AI udvikler, december 2024 – marts 2026.
